22
hed. Man tog for sig af Retterne, drak hverandre til under mange Komplimenter og talte i Enstavelsesord. Men alt som Tiden led, blev Stemningen muntrere. En og anden Spøg kastedes ud, man skreg i Munden paa hverandre, Ansigterne skinnede af Rus og Mættelse. Da Solen sank ned bag Granerne, som i en Krans stod om den røde Gaard, skulde man have troet, at det var et muntert Høstgilde og ikke et Begravelsesfølge.
En Harmonika var kommen frem. Og paa Trappen sad fire Karle med en Brændevinsflaske imellem sig; den ene spillede „Skotsk”, og de andre hørte til, trampede Takten, drak hverandre til og skreg, at man skulde hente Pigerne og rydde ud af Loen. To Fiskere holdt hinanden omfavnede, som var de fastkædede for hele Livet, ramlede frem og tilbage og skoggerlo hele Tiden. Deres Øjne var røde, de forsøgte stadig at tale, men kunde ikke faa et Ord frem. Henne omkring Bordet i Løvsalen sad tre gamle Bønder, hver med sit Glas i Haanden, mens den ene, Gang efter Gang, til en gammel Melodi sang:
Hvi skulde jeg mig skamme
Naar hen til Kæresten jeg gaar?
Min Mo'r har gjort det samme
I sine unge Aar.
Karl August deltog ikke i det almindelige Uvæsen. Han stod for sig selv og vaklede paa Benene. Han tænkte paa, at Broderen var død, og om han ikke burde holde en Tale til hans Minde. Saa be-
