42
Erikson var i den sidste Tid begyndt at blive saa underlig. Han var mere stille end sædvanlig, sagde ingen Ting, naar han var inde og spiste, og brød sig ikke en Gang om Drengen i Vuggen. Lange Tider ad Gangen sad han alene ude paa Trappen med Piben i Munden og saá ud mod Skoven, mumlede noget hen for sig, rystede paa Hovedet, stoppede Piben om og saá paany ud mod Skovbrynets mørke Rand, ovenover hvilken Himlen lyste i Genskinnet fra Aftensolen.
En Gang imellem gik han ind i Huset og satte sig ved Bordet. Ud af Chatolskuffen tog han den store Husholdningsbog, som ingen andre end han og hans Kone fik Lov at sé i, lagde den opslaaet foran sig og tog et Stykke rent Papir frem, som han skrev fuldt af lange Rækker Tal, adderede, subtraherede og dividerede i en Uendelighed. Saa lagde han eftertænksomt Papiret sammen, efter endnu en Gang nøje at have gennemlæst det, stoppede det saa i Lommen og gik ud igen, dampende af alle Kræfter paa Piben.
Et Par Gange havde hans Kone forsøgt at tale med ham, men han viste hende saa tvært af, at hun ikke gjorde Forsøget om for tredje Gang.
En Søndag — det var straks efter Midsommer — kom Manden hjem fra et Besøg i en af Nabogaardene. Han var meget fuld og gik vaklende lige ind i Værelset, hvor Vuggen stod. Konen var altid bange for ham, naar han var i den Tilstand, og vovede ikke at sige noget. Men hun fulgte efter
