41
stærkt som deres fire Aarer. Det saá ud, som de skulde blive nødte til at give efter. Da rørte Baaden sig. Det var blot en Tomme. Men den rørte sig. Endnu en, og to, og tre. Det gik. De roede op mod Vinden, og en Stund efter var de komne forbi Odden og gled i stille Vand op under Land ind i Vigen. Erikson plirrede listigt til sin Sidemand, mens han gjorde en Grimace henimod Baadens Agterstavn, hvor Konen sad, stadig begravet i sit store Shavl.
„Det var da godt, at hun ikke forstod noget, denne herre Gang.“
Snart laa Baaden ved Land, Faren var forbi, og nu gik alt godt. Dagen derefter laa der i Vuggen en stor, tyk Dreng, som havde det bedste Helbred i Verden.
„Og det var vel heller ikke for meget“ — sagde Jordemoderen — „naar man har gjort sig saa megen Ulejlighed.“
Men da Erikson siden kom ind i Kammeret, gik han lige hen til Sengen og tog sin Kone i Haanden. Saa lagde han forsigtigt Piben fra sig i Vinduet, stillede sig hen foran Vuggen, hvor den lille laa, og lo kort et Par Gange, medens Øjnene skinnede med en mild, fugtig Glans. Saa saá han igen hen til Konen i Sengen og strøg sig med Haanden over Ansigtet.
„Jeg troer saa skam, jeg faar Taarer i Øjnene,“ sagde han.
