40
hun løftedes altfor højt op i Luften paa Toppen af en Bølge, som var større end de andre.
„Dette her er jo slet ikke saa farligt,“ sagde Erikson med rolig Stemme. Men det var nok ikke saa ganske sandt, ti Blæsten var snarere til- end aftagen, og selv de, der var mest kendt med Farvandet her, havde svært ved ikke at tage Fejl af Kursen i Skumringen. Men gik gjorde det, langsomt og sikkert. Aarerne passedes som før i Tavshed, og jo længere de kom frem, des mere vænnede Konen sig til den uvante Færd. Hun svøbte sig ind i sit Shavl, saa at man knap kunde sé Hovedet, og krøb, saa godt hun kunde, sammen paa sin Plads for at skærme sig mod Blæsten.
Det gik godt lige til den sidste Odde, de skulde forbi. Her bar hele Fjorden paa. Bølgerne slyngedes over Klipperne flere Favne ind paa Land. Da det blev Dag, saá det ud som et helt Bjærg af hvidt Skum. I Mørket var de komne for nær ved Klippen. Erikson kastede et Blik paa den Karl, som sad ved Siden af ham, og saa, at ogsaa han havde opfattet Faren. Som et Lyn fløj den Tanke gennem hans Hoved, at om de kastede sig inden for Brændingen, vilde det være en let Sag at bjærge deres Liv i Land. Men Baaden vilde slaas i Stykker. Det, han havde købt og havde med sig, vilde ødelægges, og fremfor alt — de kunde komme for sent hjem. Han svingede Baaden og roede op mod Stormen. Et Øjeblik rørte den sig ikke af Pletten. Den stod aldeles stille. Bølgeslaget var lige saa
