39
Mening at sige nej, lod hun sig snart overtale, klædte sig varmt paa og fulgte med ham ned til Baaden, under stadig Snakken om det svære Vejr og det ulykkelige Liv, hun førte, at hun ikke en Gang kunde faa Lov at sidde hjemme i Fred og Ro en saadan Aften som denne.
Karlene halede Baaden frem til Bryggen. De maatte holde i den alle tre, for at Konen kunde komme ned. Men da hun saá, hvor højt Søen gik, og hvor lille Baaden var, traadte hun hurtigt et Par Skridt tilbage og brød ud i en Ordstrøm, hvoraf Hovedsummen var den, at „selv om De saa ikke regner Deres eget Liv for noget, saa har jeg dog i alt Fald lært at tage Vare paa mit.“
Det saá ud, som om hele Rejsens Hensigt skulde være forspildt. Man mærkede, at Erikson saa noget hidsig ud, skønt han talte roligt.
„Man ta’r ikke tilbage, hvad man har lovet,“ sagde han. „Vi er lige saa bange for vores Liv, som Madammen er for sit. Og for Resten er det ganske andre Liv end vores, som her staar paa Spil.“
Den Tale hjalp. Konen tog Plads, skønt hun paastod, at det var det samme som godvillig at kaste sig i Dødens Gab. Karlene greb til Aarerne, og Baaden lagde ud.
Det var blevet halvmørkt. For et uvant Øje vilde det have været umuligt at finde Vej i dette Kaos af Bølger og Skum. Konen sagde ikke et Ord, men gav af og til et lille Skrig fra sig, naar
