44
Har jeg ikke Ret til at sé paa mit eget Barn? Hva'? Maaske jeg ikke selv er Herre i Huset? Hva'?“
„Jo, men Erikson, hvad er der dog i Vejen? Hvad er det, Du gør Væsen af? Er der nogen, som har sagt et ondt Ord til Dig?“
Han slog med Næven paa Døren, saa det dunrede i hele Huset.
„Hold Mund!“ skreg han.
Og inden Tea ret vidste, hvordan det gik til, følte hun, hvordan han tog fat i hende og rystede hende af alle Kræfter. Saa et tungt Slag over den ene Skulder, og uden at have kunnet gribe for sig laa hun kastet baglæns om mod Træsofaen.
Hun hørte, hvordan han af al Kraft smældede Døren i, da han gik ud af Køkkenet.
Hun sad stille paa Sofaen, hvor han havde puffet hende hen, hendes Hoved sank ned mellem hendes Hænder, hun vuggede sig i Fortvivlelse frem og tilbage, og hun græd hede, bitre Taarer. Hun hulkede som et Barn. Aa, at han havde kunnet gøre det. At han havde kunnet gøre det. Hun græd ikke over Slaget. Men hun græd over sin Skam, og hun følte en grænseløs Forbitrelse, som forekom hende umulig kunde forsones.
Han havde slaaet hende.
Hun havde hørt og vidst, at Mænd af hendes Klasse plejede at slaa deres Koner, men hun havde aldrig troet, at det skulde ske hende. Hun gik hen til Vuggen for at tysse paa Barnet, som endnu
