45
skreg. Men hun kunde for Hulken knap faa et Ord frem, saadan rystede hun.
Han havde slaaet hende.
Og hun havde ikke løftet sin Haand til Værge. Hun havde ikke en Gang forsøgt at forsvare sig. Hun havde ladet sig slaa som en Hund. Hun følte en brændende Anger over, at hun ikke havde tilføjet ham noget ondt, i det mindste da han vendte Ryggen til og gik. Havde kastet noget paa ham.
Omsider blev hun roligere. Han var jo fuld, og saa véd man jo ikke, hvad man gør. Han var jo ellers god imod hende. I Morgen vilde det være godt igen. Han vilde maaske sige hende et venligt Ord, og saa vilde det være som før.
Hun tørrede Taarerne af. Hendes Aandedrag gik roligere, og hun talte sagte med Barnet.
Men saa kom den bitre Følelse over hende igen. Om han saa ogsaa tusind Gange blev god igen, og om der intet blev tilbage, som kunde minde om det skete, han havde dog slaaet hende. Hun vilde aldrig kunne glemme det. Og det for færdeligste var, at hun ikke kendte nogen Mand, som havde slaaet sin Kone kun én Gang. Det var med det, som med naar man begynder at drikke. Det kom igen. Det vilde komme igen. Der fandtes ingen Hjælp. Havde han slaaet hende én Gang, vilde han gøre det flere, og hun vilde aldrig holde det ud, aldrig. Hele Livet syntes hende som en navnløs Elendighed, et tungt, hensigtsløst Arbejde uden Løn.
