51
domsminder, hvor langsomt de hver for sig havde maattet kæmpe sig frem, hvor sent de havde kunnet gifte sig og sætte Bo, og hvor meget Arbejde og Slid de i den Tid havde haft, medens bedre Folks Børn sorgløse og glade inddrak et Fond af Livslyst til at tære paa, naar de trange Dage kom.
Hos Manden gryede ogsaa en anden Tanke, som kun i sjældne Øjeblikke kommer til Orde i Fattigfolks Liv.
Han tog sin Kone i Haanden og sagde stille:
„Og saa kan maaske Drengen komme til at lære noget, saa han véd mere end jeg.“
Og i Konens Sind gryede et andet Haab, som hun ikke vilde sige højt, men som lokkede Glædestaarer frem i hendes Øjne, og som holdt hende længe vaagen. Om han fik det rigtig godt og ikke havde for meget Slid og Bekymring, vilde han maaske ogsaa nok lade være at slaa hende.
Det var blevet sent, og Ægtefolkene gik stille til Sengs. Og Søvnen kom med sin styrkende Dvale, indtil Morgenen atter brød frem over deres unge Forhaabningers Arbejdsdag — — —
Det blev nu aftalt, at Erikson en af de nærmeste Dage skulde rejse over til Baronen og søge at faa Sagen afgjort. Men i de „nærmeste Dage“ var det knapt med Tid, og saa kom Høsten. Dag for Dag opsattes Rejsen, ti Erikson mente, at det havde vel god Tid med det. Skoven blev vel staaende.
