60
stille, uden at sé paa hende gik hen til Vinduet og lagde Huen fra sig.
„Naa!“
Han svarede ikke straks, søgte efter en eller anden Omvej til at sige det.
„Naa. hvordan gik det saa, Erikson? Du kan da vel svare mig, skulde jeg tro.“ Og hun skubbede til ham med Bagen af Haandleddet, for at han ikke skulde faa Farve paa Søndagsfrakken.
Han fandt ikke mere end et eneste at sige, det samme, som han ikke straks havde villet være ud med.
„Den var solgt i Forvejen,“ sagde han lavt uden at sé sig om. Tea gik et Skridt baglænds og satte sig ved Bordet.
Erikson vendte sig om. Han hørte, hvordan Konen græd.
„Aa, ja,“ sagde han. „Naturligvis. Men jeg fortjener altid lidt paa at hugge Skoven om Vinteren og køre den ned til Søen.“
Men Tea græd, saa at Taarerne en efter en randt ned ad hendes Kinder. Hun gik hen og tørrede sine Hænder af, og idet Stemmen tilsløredes af Graaden, lagde hun Armene fast om Mandens Hals og hulkede: „Herregud, Erikson, Herregud.“
Og Vinter efter Vinter gik, som det løse Sand
uophørlig rinder af Tidens store, uudtømmelige
