59
af, drog et dybt, dybt Aandedrag og lod Vinden kølende spille hen. over Kinder og Pande.
Det var den tungeste Vej, han i sit Liv var gaaet. Han skulde gaa hjem og møde sin Kone. Og hun vilde komme ham i Møde og have Maden parat for at traktere ham paa den store Dag, og hun vilde spørge ham, hvordan det var gaaet, og han skulde sige hende, at de skulde have det ganske som nu hele Livet igennem, og de maatte stræbe og arbejde endnu paa deres gamle Dage, og deres Dreng skulde heller ikke have andet end en fattig Bondegaardsforpagtning, hvor der ikke en Gang fandtes Skov. For naar han blev voksen, var den jo rodhuggen og uden nogen Nytte for dem, og Vinden fra Søen skulde uhindret blæse hen over Markerne med Storm og Kulde.
Han gik langsomt op ad Vejen, men da han kom til Bakken, som førte op til Gaarden, satte han sig ned for i det mindste at vente en Stund.
Men det faldt ham ind, at det ikke blev bedre for det. Det var som at faa en Tand trukken ud. Det var bedst, jo før det blev gjort. Man opnaaede bare, at Svien blev siddende saa meget længere.
Han slog Laagen op og gik ind i Gaarden.
Der var ingen dér, heller ingen i Vinduet. Forsigtig og sagte gik han ind i Huset. Dér stod Konen og holdt i Haanden et dryppende Fed Uldgarn, som hun havde dyppet i en Spand med Farve.
Hun slap det og gik henimod Erikson, som
