91
for Kirkeklokker, Salmesang og Folkeskoler, og i de ensomme røde Huse, der saa malerisk og fredeligt lyste frem mellem Graner og Birketræer, udkæmpedes mangt et Sørgespil, lige saa blodigt, som naar paa Theatret Tæppet gaar op og Tilskuerne sér en svunden Tid gaa hen over Scenens Brædder. — Sult og Kjærlighed — det var hele Historien.
Pastoren var endnu ikke bleven færdig med sin Frokost, da man meldte ham, at der igen var en, der ønskede at tale med ham. Den fremmede blev vist op i Præstens Værelse, og lidt efter kom han selv derind.
Det var Karlson. Han var sortklædt og holdt en høj Hat i Haanden. Han var bleg og saá ud til at have vaaget hele Natten.
„Saa det er Dem, Karlson,“ sagde Præsten dvælende, „Hvad er der paa Færde? Er der skét en Ulykke?“
Den tiltalte saa ned mod Gulvet og flyttede lidt paa den ene Fod. Han hostede for at faa bedre Lyd i Stemmen.
„Ja, sé det er det“ — sagde han — „at min Kone er død i Nat. Hun har faaet et Slagtilfælde, og nu vilde jeg gærne tale med Provsten om Begravelsen.“
„Det var da sørgeligt,“ sagde Præsten, mens han hele Tiden saá skarpt paa ham. „Hun var et godt Menneske, som jeg altid har holdt meget af. Det var svært pludseligt, som det kom. Havde hun været syg i Forvejen?“
