90
egen Opfattelse af Verden og Menneskene. Han havde boet dér i Egnen fra han var Barn; i Studentertiden havde han opholdt sig dér i Ferierne, havde saa i de Aar, da han som nyordineret ung Præst endnu ikke kunde gøre Fordring paa eget Pastorat, været borte derfra, men ved en som han syntes særlig Tilskikkelse fra Gud var han omsider igen havnet i denne Krog af Verden, som han elskede over alle andre Steder. Han kendte Beboerne, han havde sét dem alle vokse op eller blive gamle, og han vidste Besked med deres Livsforhold.
Han gik op og ned ad Gulvet, og hans Tanker flakkede vidt omkring. Stedet var hverken fattigt eller rigt. Der fandtes mange, som havde det værre, mange, som havde det bedre. Befolkningen var i Almindelighed hverken bedre eller værre end paa alle andre Steder, deres Oplysning ligesaa. Livet opslugtes for de flestes Vedkommende blot af et evigt Stræv for at finde Livets Nødtørft, og Menneskene blev, hvad dette Stræv gjorde dem til. kristendommen havde jo hersket der i næsten tusinde Aar, og den havde, sagde man, formildet Sæderne, fordrevet Vantroen og gjort Menneskene bedre. Men naar han en Gang imellem i Ensomheden tænkte over dette, saa syntes det Præsten, som om i Grunden alt, maaske med visse Modifikationer, var det samme, som de gamle Sagn berettede om henfarne Slægter. Den samme vilde Natur levede uafbrudt og ødelæggende til Trods
