94
En Aftenscene.
Snak, saa er det Ude mellem os og I kan søge jert Brød, hvor I ellers vil!”
Under denne Tiltale havde Tjeneren forsigtigt ladet Lygtens fulde Skin falde paa Herrens Ansigt, og følte sig i Skyggen ligesaa tryg og sikker som Strudsen, naar den, forfulgt, stikker Hovedet ind i en Busk og troer sig skjult for Jægeren. Herren fortsatte sin Gang uden at oppebie et Svar, og naaede snart til Provstens store Huus, hvor han hurtigt steg op ad Steentrappen og bankede stærkt paa med den blanke Dørhammer. En pyntelig Stuepige, med en brændende Lampe i Haanden, aabnede Døren.
„Guds Fred og Godaften, Pernille! Kan jeg hilse paa Jomfruen?” spurgte den Lærde venligt.
„Jo, Herr Doctor!” svarede Pigen med et polidsk Smil, „Jomfruen har saamæn ventet Jer længe!”
„Saa kom igjen, Martin! med Lygten Klokken ni!” sagde Doctoren og steg op ad de brede, bonede Trapper. Det første Værelse, som han traadte ind i, var stort og velsmykket. Paa begge Sider af Indgangsdøren hængte to store Speile i brede, snørklede Rammer af Ibenholt; de folderige Gardiner, de høiryggede Stole, betrukne med forgyldt, presset Læder, de ciselerede Lampetter paa Væggene, det brogede Gulvteppe, der ovenikjøbet beskyttedes mod Smuds og Slid ved Lærredsbetræk fra Dør til Dør, antydede, at Husets
