95
En Aftenscene.
Eiermand, hans Høiærværdighed, Mester Niels Pedersen Bjørn eller, som han i sine Skrifter kaldte sig, Doctor Ursinus, var en velstaaende Mand. Efter at have lagt Kappe, Stok og Baret fra sig, traadte den Lærde ind i et andet, ganske lille Kammer, hvorfra et venligt Lys vinkede ham, og hvor den knittrende Ild i Caminen udbredte en behagelig Varme.
En ung Pige, høi og fyldig, iført en med sort Foerværk bebræmmet, bruun Fløiels Pelisse, der, aabenstaaende, hævede Varmens og Skuldrenes blændende Hvidhed, og med en Hue af samme Stof, saa lille, at den kun bedækkede Nakken og lod see det rige, gyldne Haar, hvis Farve nuomtide vilde kaldes rød og med stor Uret fordømmes, reiste sig fra sin kunstigt dreiede Rok, og kom den Indtrædende imøde. Om hendes meget lille, rosenrøde Mund sittrede et Smil og de mørkeblaae Øine tindrede skalkagtigt under de lyse Øienhaar.
„Ih, see Godaften! Han lader længe vente paa sig, min Hjerte!” sagde hun med en sølvklar Stemme, „jeg har nu siddet her muttersalene og talt Minutterne!”
Medens hun sagde disse Ord, sendte hun over hans Skulder et hurtigt Blik til Stuepigen, der endnu dvælede ved Døren, og modtog et lignende, som det syntes, beroligende fra dennes livlige Øine, hvorpaa hun fjernede sig. Under denne stamme, betydningsfulde Samtale, svarede den Lærde:
