9
Skriftestolen.
det anviiste Sted, før jeg hørte en yndig Stemme — Gud maa vide, hvis det var! — skrifte sine Hjertesorger og sine smaa Synder for Pateren: Hun havde en Mand, sagde hun, som hun elskede — ja hun elskede ham, og han elskede hende; han var saa god imod hende og lod hende have megen Frihed — kort, hun lod Manden vederfares al den Ret, han kunde forlange, Gud bevares! — men — hun elskede nu ogsaa en Anden! — Hans Navn nævnede hun ikke; det vilde ellers ret have moret mig! det maa nu være Een af vore Unge, smukke Herrer her i Byen! Denne Anden elskede hun da — hun kunde ikke andet, sagde det stakkels Barn, og meente ogsaa, at hendes Hjerte vel havde Rum til ham ved Siden af Manden. Han var saa ædel denne Anden, saa elskelig, saa smuk, og han tilbad hende — nei! det var hende en Umulighed at nægte ham Noget! desuden — naar Manden ikke vidste det, saa var det ham jo ingen Smerte; men om han saa end fik det at vide, og hans Kjærlighed til hende var sand, saa maatte han jo tilgive hende og blive ved at elske hende fremdeles — og meget andet Saadant. Hun havde nu, fortalte hun, lovet ham en Sammenkomst denne Morgen tidlig — nu maa Stevnemødet altsaa finde Sted! — og fast besluttet for hans og hendes Roligheds Skyld at tilstaae ham Alt; thi saa meente hun, — hører Du? saa meente hun, vilde dette nok snart gaae over. Det
