12
Skriftestolen.
straalede hans Øine med en usædvanlig Livlighed og Glands. Lakaierne strømmede til, Vognen blev aabnet, de stege ind, og ud foer den af Palladset, hen gjennem Gader, over Torve, medens de Vandrende vendte sig om og sagde tll hverandre: „Der kjører et lykkeligt Par!”
Architecten var forsvundet. Ingen anede, at han paa Festens Dag laae død og blaa, med rædsomt fordreiet Ansigt i en ung Dames Garderobe paa Gulvet, mellem Papæsker og Skoe; eller at han næste Nat hemmeligt ved Fruens gamle, troe Tjener paa et Æsels Ryg blev transporteret til en nærliggende Bjerghule og der nedstyrtet.
Til et Magdalenekloster skjenkede hun en betydelig Sum for hans Sjæls Frelse.
Munken Don Gregorio — den fine Verdens yndede Skriftefader — blev ogsaa savnet; men han smægtede sin øvrige Levetid i et underjordisk Fængsel i et Camaldolenser-Kloster, hvorhen Marchesens Indflydelse havde bragt ham.
At Skriftestolen blev flyttet, begriber man let.
Marchesen berørte aldrig denne Sag for sin Kone; saavel i Verden, som i sit Hjem behandlede han hende tilsyneladende med stor Agtelse, ja stundom endog med en ham ellers ikke egen Ømhed. Men i hendes Sovekammer satte han aldrig mere sin Fod.
