11
Skriftestolen.
Han traadte ind i Paaklædningsværelset. Den unge Kone sad i en stor Lænestol, hendes fyldige, sorte Fletninger hængte ned til begge Sider, Dødens Bleghed dækkede hendes Kinder og Pande, og begge Hænder hvilede paa Knæerne.
„Hvad feiler Dig, elskede Barn?” sagde Marchesen med inderlig Blidhed og uforandret Venlighed paa Læberne. „Du er nok kommen for tidligt op, min Lille? — og saa anstrænger Du Dig ogsaa alene med Din Paaklædning! Hvor er Pippetta? Nu skal jeg ringe!”
Han trak i Klokkestrængen, nærmede sig til sin Kone, trykkede et Kys paa hendes Pande og forlod Værelset.
I Middagsstunden, da alle Stadens Klokker klang festligt, holdt Marchesens rigt forgyldte Stadsvogn, forspændt med fire, med gyldne Qvaster prydede Skimler, i Palladsets hvælvede Port, og en Sværm af kostbart gallonerede Pagen, Løbere, Tjenere og Jægere stod, ventende paa Herskabet.
Det varede heller ei længe, før Marchesen i glimrende Hofdragt, med Stjerne paa Brystet og Hatten i den ene Haand, ved den anden førte sin Unge, deilige, men dødblege Frue med Anstand og Siirlighed ned ad de brede Marmortrapper. Medens hendes Ansigt syntes koldt og forstenet som Statuerne, de skrede forbi,
