17
En Hevn.
Foutteraler Hun skød den ind og drog en anden frem. Her faldt store Ruller og Tutter Guld hende i Hænderne, et Syn der lod til at være hende nyt, og syntes at vække en meget naturlig, ungdommelig Nysgjerrighed. En vægtig Rulle Louisdorer tog hun og veiede den tankefuld i Haanden, smilende, som om det morede hende, i sin lille Haand at holde dette mægtige Drivhjul, denne uhyre Løftestang, der gjør saa mange Mirakler. Pludselig foer hun sammen.
„Hvad bestiller De her, Jeannette?” spurgte en mandlig Stemme temmelig barsk lige bag ved hende. Det var Joseph v. B., den unge Baron; fra en Tapetdør i Baggrunden var han ubemærket kommet ind i Værelset; Middagstaffelet syntes endnu at have efterladt et blussende Skjær paa hans brune Ansigt; bag ham stod hans skjæggede Jæger med høit opspilede Øine og Næsebore, og et dumt Smil om Munden. Til denne vendte Junkeren sig og sagde:
„Jørgen!”
„Ja, Herr Baron!”
„Du mindes vel, hvad Du har seet?”
„Ja, Herr Baron!”
„Saa gaa!”
„Ja, Herr Baron!”
Da Karlen var borte, vendte Baronen sig mod den unge Pige, som endnu stod der med Guldet i
