26
En Hevn.
have sporet den Vei, ad hvilken hun tilsidst kom til den Slutning: „Jeg vil det, og jeg maa seire!” der saa malerisk udtalte sig i den kjække Bevægelse, hvormed hun gav sig til at gaae op og ned i Stuen.
Ved Aftensbordet samledes man. Baronessen blussede og hendes Øine bare Spor af Taarer; men hun var rolig og resigneret. Baronen saae tilfreds omkring sig, som Een, der gjerne ønskede Vidner til en vunden Seier.
Ogsaa Joseph indfandt sig. Stille og mod Sædvane indsluttet i sig selv, satte han sig, men nød intet. Med Forundring saae Moderen paa ham; den raae, støiende Lystighed, der ellers behagede og morede hende saa meget ved ham, var forsvundet; og den gamle Baron fik efter Bordet endogsaa Mod nok til at forelægge Sønnen sine Planer og Betingelser. Til begge Forældres store Overraskelse hørte Joseph vel uden Glæde, men ogsaa uden Uvillie paa deres Ord, gik med Sindighed ind paa ethvert Forslag og underkastede sig enhver Betingelse.
To Maaneder efter denne Dag boede Joseph og Jeannette paa en Gaard, der var dem indrømmet, og som den unge Kone selv havde ladet indrette aldeles efter sin Phantasie. Men — man kan ogsaa kun sige: de boede der sammen; thi de levede ikke. Med en Fiinhed og seig Conseqvents, som ingen Di-
