25
En Hevn.
Ogsaa Frøkenen vedblev længe i Taushed at fæste Øinene mod Gulvet. Med Eet reiste hun sig hurtigt, lagde sin Arm paa Baronens Skulder og hviskede ham et Par Ord i Øret.
„Du vil? — Du troer?” — udbrød Baronen med Forundring og Henrykkelse, „naa, Gud være lovet, hvis det kan skee! Men ak, jeg frygter for ham!”
„Hvis han vil,” sagde den unge Dame halvsagte, „saa underkaster jeg mig Deres Villie; men dog gjør jeg det til en ufravigelig Betingelse, at den Tid, som behøves til at forberede vor Forbindelse, maa være meget kort, og at vort ydre Forhold i ingen Henseende forandres, at det ikke antager en vis Characteer” — her standsede hun.
„Jeg forstaaer Dig! Vær uden Frygt, kjæreste Barn!” gjentog Baronen, „kjender jeg min Joseph ret, saa vilde han vel selv lade haant om Alt, hvad der betegner en Forlovelse — Alt dette — ja, jeg forstaaer Dig jo nok! Men vær rolig, Intet — Intet skal lægges Dig i Veien, — naar jeg først har talt med Hende!”
Og han gik ind i Sideværelset til Baronessen.
Frøkenen var traadt hen ved Lampen, hvis fulde Lys bestraalede hendes blege Ansigt. Hun stod der længe tankefuld og alvorlig; hvis man havde kunnet følge hendes Tankers Vandring, vilde man tydelig
