24
En Hevn.
Alt, veed jeg jo rigtig nok, men —” sagde Baronen nølende og med et Smil.
En Gysen foer over den unge Piges Legeme.
„Ja, mit kjære Barn!” vedblev Baronen alvorligere, „jeg har jo oftere tænkt over den Ting, men stedse forkasiet dette Middel. Kuns — maa jeg dog sige Dig — det forekom mig før, som Dine egne Yttringer i Begyndelsen af vor Samtale maatte, hvis der — med Din Tilladelse — skulde være nogen rigtig Mening deri, ene og alene føre til dette Resultat. Eller har jeg ganske misforstaaet Dig?”
Frøkenen taug.
„Jeg har i den Anledning, som sagt, havt mange Betænkeligheder. Den største og vigtigste var den, at I sagtens Begge vilde modsætte Jer og tilintetgjøre et saadant Arrangement. Du — ak! jeg er ikke blind for Josephs store Manglety og kunde ikke fortænke Dig deri — og Han, med sin ubændige Natur, vilde stride imod, fordi han, som et Barn, vilde betragte det som en Tvang, et Baand paa hans Frihed. Desuden — jeg har lovet min døende Søster at gjøre Dig Livet saa klart og jævnt, som det stod i min Magt. Og Middelet skulde være et Ægteskab? Gode Gud!” hviskede Baronen med et hurtigt Blik mod den aabne Salsdør, hvorfra de skingrende Toner kom. „Og et saadant Ægteskab!” Han taug.
