23
En Hevn.
ninger. Langt fra Døren i den dunkleste Deel af Haugestuen sad den gamle Baron, mageligt henstrakt i en Lænestol; paa en broderet Skammel ved hans Fødder sad Frøken Jeannette, med begge Armene paa hans Knæe; medens disse To med hviskende Stemme førte en sagte Samtale, holdt han Pigens ene Haand i sin og lod den anden altimellem med Velbehag glide hen over hendes blonde Lokker.
„Som jeg siger Dig, Du havde virkelig gjort meget vel i at tage det Papir, lille Jeannette!” sagde Baronen med sagte Stemme, „og det var i Grunden saare velbetænkt, at Du vilde unddrage og dog opbevare mig dette Document. Kom det i hans Moders, min Kones, Hænder, saa vilde det være forbi med hans Fremtids hele Lykke. Hendes Broder har — Gud maa vide, hvorledes? — faaet Nys om dette Papirs Existents og lægger af al Magt an paa at faae fat derpaa; og Hun — er det nu af overdreven Kjærlighed til eller Sky for denne Broder, som altid har tyranniseret hendes Villie, — er det en unaturlig Stemning mod Joseph? — nok er det, hun vilde ikke tage i Betænkning at opoffre Denne for Hiin. Du veed selv, hvilke Hensyn der bevæge mig til at gaae lempeligt tilværks i en saa kilden Sag, som denne! — Een eneste Udvei, som vilde hæve al Ulempe og jævne
