22
En Hevn.
overvældet og kuet af en stærkere Personligheds sikkre Magt, hørte Junkeren med stirrende Øine og blegnende Pande paa den unge Piges Ord. Frækheden var lammet i sit inderste Væsen, og det faldt ham end ikke ind at afbryde eller modsige. Hvad han hørte, var ham saa nyt, saa vidunderligt, at det vækkede en heel Verden af Tanker i hans Sjæl, en Verden, hvori han befandt sig fremmed og forvildet. Og da hun nu var gaaet, stod han endnu maalløs stirrende paa Døren, som lukkede sig efter hende, Blodet steg ham til Hovedet, Aaren i Panden svulmede, han slog den knyttede Næve mod Brystet, som for at vække Noget, som slumrede derinde, greb med begge Hænder i sit sorte, krøllede Haar og forlod med et dybt Suk Værelset ad den Vei, han var kommet. I Gaarden kaldte han paa sin Jæger, sagde ham kort og barsk et Par Ord, lod sig bringe en Riffel, fløitede en Hund til sig og gik alene ud i Skoven.
Det var Aften. I Haugesalen brændte en Argandsk Lampe paa et stort, rundt Bord; Haugedøren stod aaben og Springvandets Pladsken hørtes i Aftenens Stilhed, hvergang den naadige Frue, der i et tilstødende, mørkt Værelse sad ved et Pianoforte, gjorde en Standsning i den Anstrængelse, hvormed hun forsøgte at tvinge sin stærke, men skingrende og tynde Stemme ind i den italiænske Musiks bløde og smigrende Sving-
