21
En Hevn.
Dem, siger jeg; thi det er nu, som om det aldrig havde været. De studser? Min Tilstaaelse forbauser Dem? Det undrer Dem at see mig saa kold?” vedblev Frøkenen, idet hun mod sin Villie steg i Lidenskabelighed, „ah, De kjender mig ikke! Troe ikke, at jeg vilde frygtet — troe ikke, at jeg tilbeder en kold, beregnet Uskyldigheds Afgud — jeg foragter den! thi min Sjæl er fri og mit Hjerte varmt og stærkt. — O, De veed ikke — Hvad var det, De sagde? — O, for en Time siden — og De skulde ikke have kommet til at kalde det en Seier, — saalidt som jeg vilde kaldet det en Svaghed af mig, — ikke et Offer! Deri ligger Kjærlighedens Styrke! — Men nu — De har selv udslukket mit Hjerte — for evig! og jeg staaer nu saaledes, at jeg seer dybt ned paa Dem! — Lad spænde for, Herr Baron! jeg er beredt til at følge Dem og Jørgen! — Dog,” lagde hun til efter et Øiebliks Betænkning, som greben af en pludselig Tanke, idet hun sendte Junkeren et besynderligt Blik — „kjæmp ikke med mig! De seirer ikke! Det staaer klart for mig, hvad jeg har at gjøre — min Plan er lagt! og De skal komme til at mindes denne Stund! Men først vil jeg dog selv levere i Deres Herr Faders Haand denne Nøgle!”
Med disse Ord lukkede hun rask og determineret Secretairen, vendte Junkeren Ryggen og forlod Værelset.
Under stedse stigende Forbauselse, taus og ganske
