20
En Hevn.
ligt hvert enkelt Ord og fattede det Heles Mening; og de virkede paa hende som et Tordenslag, som et pludseligt, rasende Orkanstød. Hun hørte; og alle hendes Sjæls Strænge vibrerede krampagtigt, og deres vilde, rædsomme Dissonants vakte hende af den Forstenelse, hvori hun syntes hentryllet. Sammensunken, fortabt havde hun hidtil staaet; men det Afskyelige, som var traadt hende saa nær, havde ligesom en electrisk Virkning paa hendes hele Væsen. Hun hævede Hovedet stolt, hendes mørkeblaae Øine betragtede Ynglingen koldt og alvorligt, hendes Kinder blussede ikke; den lille, slanke Hebe stod nu der i dette Øieblik, streng og stor som en Juno.
„Lad spænde for, Herr Baron!” sagde hun med en fast Stemme, „angiv mig som Tyv! — tilintetgjør mig, paa hvad anden Maade De vil; jeg er beredt paa Alt, jeg er jo overbeviist ved Vidner og skal ikke benægte Factum. Men De — De troer det ikke selv! — De veed, at De feiler! Dem vil jeg her sige, for hvis Skyld jeg har foretaget mig et saa tvetydigt Skridt. De selv er Grunden. Men hvorledes? og til hvilket Maal? det nævner jeg Dem ikke! Kun dette maa og skal De vide — og jeg kan nu med kold Ro sige det — jeg har elsket Dem! min hele Sjæl har tilhørt Dem! Hemmeligt, som i et Bjergværks dybeste Schacht, laae min Kjærlighed skjult her! Jeg har elsket
