19
En Hevn.
„Det er, som jeg siger,” vedblev Jagtjunkeren, „De er slet ikke behændig; men det kommer nok!”
Ved denne grusomme Spot kastede den Unge Dame et saa sønderknust Blik paa den ubarmhjertige, at det med Eet syntes at forvandle ham. Hans Ansigts Udtryk forblev alvorligt; men det Barske og Haanlige var forsvundet deraf, og hans Holdning antog en mere mild Characteer.
„Ja, jeg burde jo egentlig,” sagde han med rolig Stemme, „jeg burde jo angive Dem. Men,” tilføiede han med et sødligt Smil og i en øm Tone, „jeg er ikke saa haardhjertet, som De maaskee troer. Jeg vil tie, min egen lille Jeannette! men min Taushed fordrer Taknemlighed. Yndige Barn! jeg vil jo tie, vær rolig og hør mig! Min dumme Jørgen indbilder jeg, at det Hele var en Spads; og han troer, hvad jeg vil, han skal troe. Og paa mig selv kan De nu saa nydeligt lukke Munden, naar De vil — skal jeg sige Dem, hvorledes? — Jeg lover Dem at tie og glemme Alt,” gjentog Baronen forsikkrende, idet han forsøgte at lægge sin Arm om Pigens fine Taille, „men, Gud straffe mig! ogsaa kun under en eneste Betingelse, — at De min søde Unge!” — her sank hans Stemme ned til en næsten Uhørlig Hvisken, som om han selv bluedes ved at høre sine egne Ord.
Men Hun hørte dem. Hun hørte klart og tyde-
