29
En Hevn.
rier beleirede hans Hjerte. Naar hun i Selskab hengav sig til den livligste, næsten barnlige Munterhed, naar hun paafaldende udmærkede denne eller hiin blandt de Notabiliteter, der omgave hende, da leed han de udsøgteste Pinsler; men hans Udvortes forblev roligt og røbede Intet; thi han havde dog endnu eet Vaaben, hvormed han værgede sig mod Fortvivlelse — han havde Haabet.
Eet Aar var saaledes henrundet. Paa deres Bryllupsdag om Morgenen traadte Joseph ind i sin Kones Arbeidsværelse, hvor han forhen aldrig havde sat sin Fod. Han var bleg og med sørgmodigt Blik betragtede han den yndige, blomstrende Skabning, der sad for ham. Langsomt og beskedent nærmede han sig til hende og sagde med Taarer i Øinene og en usigelig Veemod i Stemmen: „Siig mig, Jeannette! kan jeg afsone min Brøde?”
Den unge Kone svarede ikke et Ord, men reiste sig fra Vergeren, hvori hun sad og betragtede Baronen med et eneste Blik. Det var et Blik, uden Kulde, uden Lidenskab, uden Vrede eller Had; men der var en Tomhed, et Øde, der laae en Ligegyldighed deri, det var som en Afgrund af Haabløshed, hvori han iisnende skuede ned; — og taus forlod hun Værelset.
Saaledes hengik fem Aar, og hvert Aar paa samme Dag gjentoges den samme Scene. Paa den unge
