30
En Hevn.
Baronesse syntes imidlertid Livet at virke med al sin Styrkning og Opvækkelse; hendes Aand var frisk og livlig, hendes Kinders Purpur, hendes Øines Glands vedligeholdt sig ufalmet og usvækket. Baronens Udvortes forandredes; bleg og mager, syntes han afkræftet, og kun den rastløse Virksomhed, hvori han søgte at kappes med hende, røbede den Kraft, han endnu besad, og hans sorte Øines Glands den Ild, der baade bevægede og fortærede hans Væsen.
Den sjette Bryllupsdag kom. Jeannette stod just ved Vinduet i sit Værelse og indaandede med Velbehag den friske Morgenluft og Duften af en Mængde Blomster, som Gartneren nylig havde ladet bringe op. Da aabnedes Døren med Larm, hun vendte sig om og saae — sin Mand komme springende ind. Paa Hovedet bar han en stor, plump Krands af Eegeblade og i Haanden holdt han en Fløite. Han knælede først med comisk Ydmyghed for den forbausede Unge Dame, opramsede en lang latinsk Anraabelse til Pomona og gav sig derpaa til at dandse med de vildeste Spring og naragtigste Caprioler, medens han aflokkede Fløiten de afskyeligste Hviin.
Hendes Arbeide var standset — eller skal man rettere sige — hendes Værk var fuldendt: han var vanvittig.
Det Eneste, hvorpaa hun i saa lang Tid havde
