39
Et Hjertes Gaade.
hendes Studium. Men netop af den Grund, maa jeg sige Dig, at være gift med hende, det vilde jeg ikke for al den Deel i Verden; thi skjøndt jeg tør give min Hals til Pant paa, at hun i Evighed aldrig vilde eller kunde foretage noget hende Uværdigt, — det er dog det meest afgjorte Coquetteri, — og jeg holdt det aldrig Ud!”
„Du behøver ikke at blive saa ivrig,” sagde den Anden leende, „Du bliver vel nok fri for det!”
„Sagtens!” svarede den Ældre med et dybt Suk; „men hvad det var jeg vilde sige: hvordan det egentlig traf sig, at jeg just hiin Aften kom til at dandse og tale saa meget med hende, det veed jeg næsten ikke selv; men det skeete. Ja, beslægtede Sjæle, min Ven! finde hinanden. Hun mærkede vel, at jeg ikke er nogen raa Philister, at jeg kunde spadse og taale en Spads; hun saae, at jeg dandsede passabelt, og saa — naar vi ikke dandsede, saa talede vi sammen. Ja hør, veed Du hvad,”— vedblev den unge Mand, idet han med Selvtilfredshed saae ned ad sin kraftige, elastiske Figur, „hun kunde sgu godt lide mig, den lille Grevinde!”
„Hvordan dandser hun?” spurgte den Yngre.
„Hvordan hun dandser? som — som — ja, hendes hele Væsen er Musik, enhver Bevægelse af hendes Hoved, hendes Arm, hendes Fod er Dands; og naar hun temmelig bittert gjør Nar af vore jammerlige Dandserinder derinde i Byen, saa gjør hun det med fuld-
