40
Et Hjertes Gaade.
kommen Ret. Overhovedet maa jeg sige Dig, at hun har Ret, hun er selv en Berettigelse og det er en Umulighed, at hun nogensinde kan have Uret!”
„Aa, Du er jo halvgal!”
„Ikke saa halvgal endda! Jeg vilde ønske, at Du selv — dog nei, det vilde jeg ikke ønske; thi der hører et stærkere Hoved og Hjerte, end Dit er, til at holde en saadan Kamp Ud. Nei, hold Du Dig til Din Tante, vor naadige Mama derhjemme!”
„Lad Du min Tante være den, hun er. Det er saamæn en forstandig Kone, og der er Mange, som finde hende smuk endnu!”
„Ja, Du f. Ex. men det er da nok ogsaa paa Familieskabets Vegne. Forstandig? aa ja, naar hun bare ikke prædikede saa meget for sine Børn, istedetfor at opdrage dem. De søde, velsignede Unger! jeg elsker dem netop, fordi de ere saa allerkjærest uartige imellem, og jeg kunde ærgre mig sort, naar jeg tænker paa, at hun ved sine lange Taler maaskee kan fordærve mig dem og gjøre dem fatte og gamle. Nei, da forstaaer jeg selv og Forstmesteren langt bedre at opdrage dem, og de hænge ogsaa som Borrer ved os, medens de staae med sky Respect for Mama. Men smuk? Saadan en umaadelig lang, tynd Figur, saadan et smalt, blegt og alvorligt Ansigt! Og naar hun saa ved Bordet holder sine Taler, hvori der — synes mig — altid
