46
Et Hjertes Gaade.
ret havde noget meget Alvorligt paa Hjertet! Min Gud, hvad feiler Dem? har De grædt?”
Den unge Mand tog begge hendes Hænder og trykkede dem heftigt mellem sine.
„Fru v. G! De har vel Grund til ikke altid ret at lide mig, jeg veed det jo nok! og netop denne Følelse gjør mig det dobbelt smerteligt, at De af mig skal forberedes paa at høre noget — og De maa desværre høre det strax, — noget saa Bittert! — det Skrækkeligste, der kan ramme Dem. Jeg beder Dem, fat Dem! De er jo stærk, ikkesandt? Viis det nu, thi De behøver Styrke!”
„Saa tal dog, tal!” udbrød Fru v. G. med en Utaalmodighed, der ellers ikke var hende egen, medens hun drog den lille Pige, som tilligemed Broderen var kommet til og betragtede nysgjerrigt deres Ven, til sig, og caresserede hendes krøllede, guulbrune Haar. Og han fortalte; med sagte Stemme, saa nølende som hans egen Bevægelse tillod ham det, ad mange Omveie, stedse søgende de mildeste Udtryk, for ligesom at dække det Rædselsfulde i sin Beretning, nærmede han sig til Slutningen, da netop Skovfogdens Folk bare Liget ind i Haugen. Bedrøvede og trætte satte de Baaren forsigtigt i det bløde Græs.
Fru v. G. blev ubevægelig siddende et Øieblik og stirrede ned for sig som i dybe Tanker. Derpaa hævede
