80
Et Hjertes Gaade.
Ti lange Aar svandt hen, ti Aar, der for Alle andre pleie at være Livets Blomst. Da kom det mig for Øre, at Din Svoger, Herr v. W. ønskede at ansættes her i Egnen, og at ogsaa Du var nær ved at skulle vælge en Carriere; og min Beslutning var taget. Jeg flyttede til Byen, og ved min Indflydelse var jeg istand til hemmeligt at bevirke Din Svogers Ansættelse. Ligesaa omhyggeligt for at skjule min Medvirken søgte jeg ogsaa at være Dig behjelpelig til at indtræde paa den valgte Løbebane; men denne Gang strandede min Plans Hemmelighed paa min Laugværges, Ministerens Snaksomhed. Du erfarede, hvem Du skyldte Din Lykke, som Du kaldte det, og Du ønskede at blive mig forestilt.
Her kunde mine bittre Bekjendelser ende; thi nu veed Du jo Alt. Mindes Du ikke, hvordan vort første Møde var? eller har Du alt nu besluttet for evig at glemme? Du anede ikke, med hvilken Forfærdelse jeg saae Dig første Gang træde ind til mig; denne ubeskrivelige Lighed skræmmede mig til Døden, og var mig dog saa kjær. Jeg blegnede og maatte blive siddende. Du bemærkede min Forvirring, den smigrede Dig vist; thi Du smilede — o, dette Smiil! — da jeg sidste Gang saae det! — Du aabnede Læberne og tiltalte mig, og Din Røst, denne kjære, velkjendte Røst, som vakte tusind elskelige og smertefulde Erindringer, bragte Blodet atter
