81
Et Hjertes Gaade.
til mine Kinder og mit Hjerte til at slaae saa heftigt, at jeg kun med Møie kunde besvare Din galante Tiltale. Og vi saaes atter og atter, og jeg levede op til et nyt Liv. Behøver jeg at fortælle Dig, Camillo! hvad der saa skeete? — — Men jeg maatte ikke være lykkelig, jeg fortjente det ikke, min Straf var ikke endt og Gud brugte Dig som Straffens Engel. Du bredte det usalige Tørklæde ud paa mit Skjød, og jeg læste min Brøde skrevet derpaa; det blev mig en Maner, at jeg skulde bekjende og dog være fordømt; det blev en Hevner for den Tid, jeg letsindig havde hendrømt om Fred og Lykke.
Naar Du modtager disse Blade, er jeg alt i H. Der, paa Grændsen af vort Fødeland, vil jeg vente Dit Svar. Kan Du elske mig endnu, har ikke denne Haand — denne Haand bortstødt Dig, saa følg mig langt — langt bort herfra! Jeg vil da leve for Dig, og Du og Din Kjærlighed ville give mig den Fortrøstning og Tro, at Gud ikke har forkastet mig aldeles, ville skjenke mig et Haab om Naade. Men forstøder Du mig, vender Du Dig med Rædsel bort fra mig, da — o, Camillo! jeg vedbliver dog at elske Dig, jeg er dog for evig Din B.”
Da den unge v. G. havde fuldendt Læsningen af
