82
Et Hjertes Gaade.
Foranstaaende, reiste han sig og gik længe taus, og heftig op og ned i Værelset. Med Eet standsede han, lagde Haanden paa sit Bryst og hviskede: „O, her er jo ingen Tanke om Kamp! Hun havde jo alt seiret i Forveien! men min Moder?” og kastede sig med udbrydende Taarer paa Sophaen. Da bankede det rask paa Døren, han aabnede den og Svogeren traadte ind; men dennes smilende, joviale Ansigt lagde sig hurtigt i behørig høitidelige Folder, da han bemærkede den unge Mands Stemning.
„Hvad er der nu paafærde? Jeg troer, Gud forlade mig! Du har grædt!” sagde han lidt ærgerlig, „er det en Maneer at tage imod Folk fra Landet paa? Var mit Budskab af en saadan Natur, at det kunde, bringe en Karl som Dig til at — forlad mig, det er altfor underligt! Lad mig dog see de Papirer!”
Hurtigt gjemte Legationssecretairen Heftet, idet han med dump Stemme mumlede: „Du faaer det tidsnok at vide!”
„Aa Snak!” vedblev Svogeren, „det er vel sagtens saadan Noget her — hvad?” og pegede paa Hjertet. „Ja, det er nu det Samme; men gaae mig nu ikke hen og gjør dumme Streger, for jeg har saamæn ikke Talent til at passe paa Dig, Sønneke!”
Næste Morgen ganske tidligt fandtes den unge v. G.s Værelse tomt, hans Gjemmer aabne, og paa
