— 118 —
"Ha steh! ha steh! im Augenblick, hu hu! eom gräßlichne Wunder!"
Al Fiske-Pynten, "Stück für Stück, fiel ab wie mürber Zunder."
Rødspætter, Flynder, Sild og Torsk, samt Hornfisk og Makreler
Nu skude Klokken frem i Hast, dem ædel Drift besjæler.
Jeg kom i Land, bød dem Farvel, min Taare randt paa Kinden,
Da beed en Aal mig i mit Been — (det var vist Elskerinden).
Her staaer jeg da. Den kolde Vind mig skarpt om Øret blæser.
(Jeg haaber, Ingen spiser Fisk, som dette Carmen læser.) —
Trettende Capitel.
Dødens store Extra-Post kjører over Amager. Læseren gjør Bekjendtskab med enkelte af Passagererne. — Vandmanden. — Ende paa Reisen.
Saasnart den poetiske Herre havde endt sit Eventyr, gjorde han en comisk Bøining for mig; jeg takkede for den Fornøielse, han havde forundt mig, bad tillige at han dog vilde sige mig sit Navn og sin Forretning, for at jeg kunde vide, om han var et virkeligt Menneske, eller blot en poetisk Reflexion. Han vilde begynde at tale, da klang der et Posthorn i Nærheden; med et Glædesudbrud sprang han op og mere fløi end løb henimod det forunderlige Kjøretøi, der nærmede sig. — Sex Beenrade af fiirbenede Heste, der sprudede klare Ild-Funker, trak en uhyre Postvogn med vistnok nogle tusinde Passagerer. — Det var alle de Mennesker, der i denne Nat havde forladt dette Liv. Der vare Folk fra alle Verdens Hjørner, Grønlændere og Pariserinder, Italienere og Kamschadaler
