— 125 —
Hele Verden er jo dog saa smuk,
Og her er saa mange, mange Glæder.
Hvis vor Herre hører Dine Suk,
Kan han blive vred, fordi Du græder.
See paa Ruden fryse Blomster smaa!
Træer og Soldater kan jeg kjende.
Vil Du bare her ved Ovnen staae,
Skal Du see, hvor deilig det kan brænde,
Ildpalladser staae i Tørvens Glød,
Ridderborge, Skyer, smukke Sole.
Moder, kom og sæt Dig paa mit Skjød,
Skal Du see de smaa Børn gaae af Skole.
Jeg vil tage Bedstefaders Stok:
Hyp min Hest! — O den er slem at ave.
Smeld, min Pidsk! See saa! nu gaae den nok.
Jeg vil ride over Bjerg og Have;
Kommer snart igjen med Sølv og Guld,
Moder, tænk Dig vores store Lykke.
Hver en Fattig skal faae Posen fuld,
Og Mads Lund vil dandse paa sin Krykke.
Men Du græder, — jeg vil blive her!
See dog ud, hvor Stjernerne sig tænde.
Evig Juul der vist i Himlen er,
Derfor skal de mange Lys nu brænde.
O de søbe Englebørn dog hist!
— Thi hos dem er der jo ingen slemme? —
Smukke Julegaver faae de vist,
Troer Du, at vor Herre os vil glemme?
Saaledes trøstede den Lille, til ogsaa hans Stjerneskud lyste paa den natlige Himmel.
Lykkelige Barneverden med Dine glade Drømme, da Himlen hvælver sig over os, som det store, evige Juletræ med alle sine glimrende Lys, dem den gode Gud tændte for Fattige og Rige i sin store Børneflok. Men vi blive
