— 127 —
Til Godheds Priis med barnlig Lyst
Min glade Aand skal sjunge,
Dog tolke Tanken i mit Bryst
Kan ingen jordisk Tunge.
Trods hver en Jesuit, som dog
Kun gjør Din Godhed mindre,
Jeg læste i Naturens Bog
Og i mit eget Indre,
At Du er viis, som Du er stor.
Derfor, o Sjæl! med Engle-Chor
Guds Godheds Priis skal sjunge.
Nei, Gud har intet Helved skabt,
Hvor Sjælen evig brænder,
I Døden er jeg ei fortabt,
Jeg er i Dine hænder.
Selv strængest Dommer kunde her
Til evig Qval ei dømme,
Og Herrens Godhed større er,
End selv min Aand tør drømme.
Jeg selv mig skaber i mit Bryst
Den vilde Qval, den høie Lyst,
Mit Helved og min Himmel.
Nei, Du er ingen Hævnens Gud,
Som ei til Naade kjender,
Som sletter os af Livet ud
Og ned i Dybet sender.
Fra Intet steg' vi ved hans Bud,
Til navnløs, varig Glæde,
Vi er udødelig' som Gud,
Hos Engle er vort Sæde.
Ja, han er viis som han er stor,
Thi syng, o Sjæl! med Engle-Chor,
Halleluja! vor Fader!
"Nu! har De ikke snart betænkt Dem?" spurgte Døden mig, "hvad tøver De efter? tro mig, der voxer hverken Guld eller grønne Skove for Dem i denne Verden. De
