— 128 —
har et stort Godmodigheds-Organ, og det er en Skive, hvorpaa Verden afskyder sine Pile, uden at bryde sig om, at de mulig saare Hjertet. Tidt vil De blive miskjendt; man vil — dersom De gaaer frem paa Forfatter-Veien — lægge en Betydning i Deres Ord, De aldrig drømte om. Snart vil De dog, som en sygelig Skrantning, længes efter den store Extra-Post, for at rulle bort fra en Verden, hvor man kunde leve saa herlig, men hvor den Ene piner og plager den Anden. Følg mig! Deres bedste Drømme ville dog gaae i Skuddermudder, det er et Babeltaarn, der styrter og knuser Deres eget Hjerte." Jeg blev ganske melancholsk stemt.
"Nu, hvorlænge vil De betænke Dem?" spurgte Døden; "meget længe har jeg ikke Lyst at vente."
Jeg grundede, det var jo ogsaa et meget vigtigt Skridt; da goel Hanen i det samme, og hui, hei! brusede Døden bort med alle sine Passagerer.
Tiden maa nu lære mig, om det var til mit Held eller min Plage jeg betænkte mig saalænge.
Jeg stod tæt ved Strandbredden; nu var jo min Amager-Reise forbi, og aldrig havde jeg følt en mere levende Lyst til at reise, da opdagede jeg en Baad i Nærheden. "Hvad om jeg satte mig i den," tænkte jeg, "og gjorde en Reise over til Saltholm, det kunde jo være ganske interessant at ende med et Sø-Eventyr." Med samme Følelser, som Crayon forlod America og seilede over Verdenshavet, med samme Følelser vilde jeg ogsaa forlade Amager og seile over til det anachoretiske Saltholm. Endnu engang kastede jeg et Blik tilbage over Kjøbenhavn; hele
