— 4 —
Den ene kom fra Børsen og lignede i Klæderne en Amagerkone, men hendes Øine, den søde Jordbærmund og den snevre Midie, Alt var den første Elskerinde i en Roman værdigt. Paa Armen bar hun en Kurv med Frugt og deilige Honningkage-Jomfruer, hvilke Bageren nok saa satirisk havde givet en Bittermandel istedetfor et Hjerte. — Den anden Dame var lang og bleg, en døende Heloise, i hvis Øine man tydelig læste sidste Act af en Tragoedie. Begge havde store Nøgleknipper. Uden lang Indledning spurgte den første mig, om jeg vilde gaae over Knippelsbro; den anden, om jeg vilde gaae ad Langebro. Det løb mig koldt nedad Ryggen, (man vil ogsaa sige, at jeg har intet Mods-Organ). Jeg følte paa mig selv, ligesom Jeppe paa Bjerget, om jeg ikke drømte et Da capo af Lucians bekjendte Drøm, men jeg var fuldkommen vaagen og indsaae nu Sandheden af hvad der staaer hos Sintenis: at af Alt, hvad der skeer nu, skeer Intet mere for første Gang i Verden, men at det altid er den samme Skueplads hvorpaa der spilles, altid de samme Sørgespil og Lystspil, der gives, saa fra een Tid til en anden kun nye Skuespillere besætte Rollerne, Dragten forandres noget, og andre Bagtepper eller Sidevægge anbringes. — Saaledes var jo Alt her; jeg var Hercules paa Skilleveien. — Amagerkonen var saare veltalende; "følg mig!" sagde hun, og det klang næsten, som om hun talede i Vers, "Nøglerne til Børsen ere i mine Hænder. Følg mig, og jeg fører dig igjennem fjerde Christians herlige Bygning, vil der vise Dig de store Mesteres
