— 16 —
"Ak!" svarede den unge Digter og slog beskedent Øinene ned; "der gives vel Øieblikke i Livet, hvori jeg kan føle mig ret lykkelig, som naar jeg sidder i en Kreds af unge dannede, qvindelige Katte og ved Oplæsningen af mine Digte hører mangt et svagt Suk, seer en hellig Taare paa den blege Mis's Kinder, o da føler jeg mit Kald til Kunsten, da kunde jeg trykke den hele Forsamling til mit bankende Hjerte og glemme alle Jordelivets Kampe. Men andre Tider troer jeg at skue dybt ind i mig selv; da staaer mit gyldne Haab, som brogede luftige Drømme; min Sjæl omtaager sig; da maa jeg ud, kan gjerne springe fra Tag til Tag, men den kolde stormende Nat kjøler ikke den sydende Lava i mine Aarer!"
"Du arme Mons!" udbrød Tanten, og ompotede ham endnu hæftigere; "men hvad kan bevirke disse saa contrasterende Overgange fra Fryd til Smerte hos Dig? Bevidstheden om Dit Værd maa holde Dig opret i alle Livets Storme!" —
"Ak Tante," svarede den Unge Digter, "De kjender ikke Skjalde-Hjertet, kjender ikke Forfatter- og Theater-Cabale. — Ja, havde jeg ikke mine egne Digte, hvad skulde der da blive af mig? Hver Dag læser jeg i dem, skjøndt jeg kan hvert Ord udenad, de ere min Trøst, de ere Balsam for det saarede Hjerte; men Undertiden knuser min onde Dæmon ogsaa denne Himmel; det forekommer mig, som om Tankerne ikke vare ganske nye, som om Udtrykkene ikke vare mine egne ...."
