— 28 —
Der var Ingen i Taarnet, der kunde høre min Banken, og jeg var for høit oppe, til at mit Skrig kunde trænge ned paa Gaderne. Jeg svimlede ved at stirre i det dybe Svælg Under mig; o det var nogle skrækkelige Minuter! — Var det endogsaa rimeligt, at der kunde komme et Luft-Dampskib, hvorledes skulde man dog, i den uhyre Fart det tog, bemærke mig arme Strandede? — Af Frygt for at falde ned havde jeg nær sprunget, da der idet Samme viste sig to store Condorgribbe, der trak en net lille Droske af Jern og Silketast, hvori der sad et deiligt Pigebarn med brune Haar og mørkeblaae Øine. — Jeg raabte om Hjelp, og strax styrede hun de bevingede Gangere hen imod det Sted, hvor jeg stod. Jeg greb hendes Haand, som hun strakte ud imod mig, og havde allerede det ene Been oppe i Vognen, da man med eet bagved trak mig meget voldsomt i Kjolefligen, og en raa, qvindelig Stemme skreg: "Er han gal?!"
Det foer mig gjennem Marv og Been; Alt svandt hen for mig; jeg stod nede i Colonnade-Gangen, ved Siden af den gamle Brødkone, med det ene Been oppe i hendes Kurv. Det Hele havde været en dyb Exstase. Phantasien havde ført mig tre hundrede Aar frem; i Tankerne havde jeg seet Alt og vilde nu bestige hendes Kurv, istedetfor en flyvende Droske! — Hvad var her at gjøre? Jeg undskyldte mig, saa godt jeg kunde, med en pludselig Svindel, betalte de knuste Hjerter og lod hende beholde Ruinerne; saaledes skiltes vi ad som gode Venner, men jeg havde saa mine egne Tanker; der kunde jeg nu see, hvorhen Phantasien førte. Havde jeg
