— 61 —
naar alle disse om nogle Minuter vende tilbage, da er man død, er udreven af det hele Samfund, i et ganske andet Væsen, i en ganske anden Stilling. — Paa Sygesengen vænner Tanken sig lidt efter lidt til Døden; Livshaabet lever dog i os, eller Smerterne bringe os til at ønske Døden; men frisk og sund, fuld af Kraft til endnu i flere Aar at drage Aande, i et Nu at føres fra Livet til Døden, sidste Gang at see Guds Himmel over sig, sidste Gang at høre Menneskelivet omkring sig og nu at lukke Øiet for aldrig mere at aabne det; i et Nu at sættes ind i en Tilstand, intet jordisk Væsen har skildret os, det er sjælerystende! —
I dette Øieblik foer der en steenhaard Sneebolt over Volden lige i Nakken paa min Idee-Association, der forskrækket lod Vingerne falde; jeg kan tænke, den kom fra St. Peder eller en anden æsthetisk Ven inde i Byen.
Ottende Capitel.
St. Peders Briller begynde at vise deres skjulte Kræfter. — Forfatteren seer paa Amager en stor Konge-Revue over alle Digterværker. — Et ædelt Træk af Mad. Cottins Malvina.
Dette Capitels Indhold, som Overskrift, maa gjælde for den Pause, jeg gjorde ved Porten, men derpaa foer jeg ogsaa i ti lange Skridt over alle Broer og Brostene,
