Side:Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/87

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— 71 —

Helene. Markolfus var parret med Mester Lucidarius og Pontius Pilatus med Ridder Rød. Tristan havde han skilt fra sin Isalde og istedetfor hende givet ham Robertus von Agerkaal. Tilsidst sluttede Hertugen af Luxemburg med den uskyldige Joseph hele Rækken. Jeg savnede Doctor Faust, Keiser Octavianus, Peter med Sølvnøglerne og flere; men saa huskede jeg paa, at Göthe og Tieck havde givet dem nye Kjoler, og at de saaledes vare slupne ind i den finere Verden og stode nu under de Regimenter, hvortil de hørte.

Endelig kom da Bagagen, 6 store Brødvogne, bepakkede med alle Slags imellem hverandre. Klokker Heegaards Riimpose, Kjøge Huuskors, der Grünmantel von Venedig, Lykkens flyvende Fane, die rothe Freiheits-Kappe og utallige andre Sager. — Molboerne og de 7 vise Mestere vare ansatte til at passe paa.

Jeg troede nu, at det Hele var forbi, men ak, et sørgeligt Syn ventede mig. Tre store Rustvogne, belæssede med Saarede og Invalider, nærmede sig. Det var et skrækkeligt Syn: En manglede Arme, en Anden Been, en Tredie havde hverken Øine eller Næse, ja der var endogsaa nogle, hvoraf der — mirabile dictu — ikke var Andet tilbage end den lille Finger.

"Men min Gud!" udbrød jeg, "gaaer det saa blodig til? — Hvem ere dog disse?" spurgte jeg nogle gamle Commentatores, der vare ansatte som Læger.