105
Hans og Trine.
«Til Lykke med Svogerskabet — Hans!»
Hans løftede Hovedet og vendte Øret til, men forstod ikke Meningen, før ogsaa han naaede helt hen til Diget og dér af Karlen fik fortalt, hvad denne just havde hørt inde i Byen.
Da blev han hed om Ørene og kold ned ad Ryggen, ja helt ned i Benene.
«Det er vel Løgn da?» slap det ham ud af Munden — saa betuttet, at den anden gav sig til at le.
«Er det en Løgn, saa er du Fanden gale mig selv Fa'er til den, Hans!» svarede denne og drev i det samme bort med en triumferende Skoggerlatter.
Hans blev staaende — flammende rød i Ansigtet — og saa' hjælpeløst efter ham. Saa drejede han varsomt Hestene over Forpløjningen og drog fortumlet tilbage langs Agerfuren.
Egentlig burde dette ikke være kommet ham slet saa overraskende; thi i den sidste Tid havde Trine endog et Par Gange ymtet til ham om, at der mulig kunde være noget saadant i Gjære. Men han havde bestandig ikke villet tro derpaa. Indtil dette
