106
Hans og Trine.
Øjeblik havde han været overbevist om, at hun blot havde sagt det for at gjøre ham forskrækket, maaske ogsaa for at forsøge paa, om hun ikke paa denne Maade skulde kunne faa lokket ham til at ringforlove sig med hende, hvad hun et Par Gange havde slaaet paa.
Hans første Tanke gjaldt nu Moderen. Det blev ham nemlig hurtig klart, at han nu vilde blive nødt til en Gang at gifte sig med Trine, hvad egentlig ingen Sinde havde været hans Mening. Men hvorledes han end vendte Tingen i sit Hoved, indsaa' han, at der næppe vilde være nogen Udvej for ham til at slippe derfra. Trine var jo dog en Pige, som der ikke var noget ondt at sige om; og selv var han dog ikke af saa mange Midler, at det af den Grund ret vel gik an for ham at unddrage sig sine Forpligtelser.
Han besluttede sig til foreløbig at undgaa Moderen, indtil Vreden havde faaet Tid til at sætte sig, men i det samme huskede han paa, at det netop var Lørdag — den Dag, da han plejede at komme hjem for at faa rent til Søndagen.
Saa tænkte han, at han alligevel lige saa godt kunde tage Uvejret strax; og efter at
