6
Knokkelmanden.
hendes Holdning talte om et djærvt og støt Mod, som endnu intet havde formaaet at kue. Der laa over hendes store, lysvaagne Ansigt en rolig Selvsikkerhed, der bestandig ligesom tog Maal af Verden og ikke længer frygtede den.
Man vilde vide, at det i sin Tid skulde have holdt haardt for dem at komme sammen; og man forstod, at de derfor nu knyttede sig des fastere og usvigeligere til hinanden.
Oprindelig var de nok et Par forladte, af det offentlige udsatte Børn, der først i en billig og ussel Sognepleje, senere — skilte fra hinanden, men begge besjælede af samme Tanke og stræbende mod samme Maal — i kummerlige Tjenester mellem al Slags Udskud omkring paa store Gaarde havde lært, hvad ondt var … indtil de efter næsten tyve Aars selvfornægtende Slid og møjsommeligste Sparen endelig var naaet saa vidt, at de kunde bestride «Redelighed» og den første lille Udbetaling for det Sted, de siden havde besiddet.
Men den Gang var dette en sand Elendighedens Hule med forfaldne Mure og forsømte Jorder. Nu — efter næppe otte Aars For-
