34
A. C. Meyer.
Og saa aabner den unge Socialist Døren. Hans lidende, tungsindige Ansigt viser sig, hans store Øjne ser bedrøvet ud i Flokken, og tyve, tredive Hænder strækkes bedende ud mod ham.
Selvfølgeligt gaar de fleste uhjulpne bort. Naar en Del har faaet, maa Resten gaa. Men ikke et eneste af de ulykkelige Mennesker, der gaar skuffet bort, nærer Tvivl om, at naar A. C. Meyer ikke har hjulpet, saa er Grunden alene den, at han har ikke kunnet.
Smukkere Roes kan ikke gives Manden. Og skulde det ikke siges, fordi denne Mand nu en Gang er Socialdemokrat?
Naar man kender A. C. Meyer fra hans beskedent skjulte Virksomhed blandt de dybest sunkne Proletarer, denne By ejer, vil man være tilbøjelig til at klage: Ak, hvad hjælper disse Draaber Olje i det Elendighedernes Hav, der skjuler sig i de Kjøbenhavnske Baggaarde? Hvor skønt vilde det ikke være, hvis Socialismens Utopier lod sig indføre i Livet, og alle Nødlidende kunde blive hjulpne!
Den gode Borger klager dog ikke over Umuligheden af at skabe rent og blankt Velvære i
