33
A. C. Meyer.
vrimler det af Mænd og Koner, de sidder paa Trappegangene, de staar op ad Væggene, de presser sig sammen i en tæt, ynkværdig Klynge paa første Sal foran Kontordørene.
Det er et mindre hyggeligt Syn. Man ser paa disse Mennesker, og man fornemmer med Gru, at der i denne By findes en Fattigdommens trøstesløse Elendighed og Usseldom, som ingen Alderdomslov vil formaa at jage ud af de stinkende Smaagaders Baggaarde. Se disse Gubber, tandløse, mimrende, med det tynde Haar og det uredte Skæg hængende i Tjavser ned over Ansigtet, se dem, krumryggede, med udslukt Glød i de rødrandede, rindende Øjne, se dem slæbe sig tungt, hostende og hivende, op ad Trapperne — og De vil paa én Gang føle Medynk og Afsky! Eller se disse Koner, der dækkes af Snavs og Pjalter, og som snakkende halvt højt med sig selv trisser vaklende, holdende sig fast ved Gelænderet, op ad Trapperne for at faa Hjælp af — A. C. Meyer.
Thi det Spørgsmaal, der er paa Alles Læber, er det Samme: Er A. C. Meyer hjemme? Kan jeg ikke komme til at tale med A. C. Meyer?
