66
Socialismens Bekæmpelse.
Hjærter glødet af Harme og Had. Da har hver Nerve i os dirret af Begejstring og Stolthed, naar vi har set de røde Faner udfolde sig og flagre i Vinden, og overmodigt har vi sunget med i Sangen om Arbejde, Liv eller Død, og vore Hjærter har banket i Takt med den simple, jævne Arbejdsmand med de barkede Næver og de troskyldige Øjne i det skæggede Ansigt. Lykkelige Dage! Stolte Timer! Vor Ungdoms skønneste!
Vi har alle været Socialister og Revolutionære — i hvert Fald alle vi, som duer noget, alle vi, som der er noget Hold i, hvilke Skavanker og Dumheder vi ellers kan rende gennem Livet med. Det er kun de rene Dødbidere, der opvokser i Slutningen af det nittende Aarhundrede uden at fange en Gnist af Revolutionens Ild. Vi har været Socialister og været med til alle de Galskaber, som man bagefter halvt fortryder, halvt med længselsfuldt Vemod skuer tilbage paa.
Men vi glemmer det saa hastigt. Et Aar eller to — og vi er skudte ud i det praktiske Liv med alle dets Gøremaal, og Socialismen er som en mørk Baggrund, den vi kun lejlighedsvis stirrer ind i, og nu med helt andre Øjne, end da vi var ganske grønunge. Vi er ude af Socialismen, og
