92
Høet ind, han bar ligetil sex Knipper paa engang, saa stærk er han.
— Bravo! raabte Apotekeren. — Og til Fyre med et saadant Temperament skal man sende sine Døttre til Skrifte. Hvis jeg var i Regjeringens Sted, skulde Præsterne aarelades een Gang hver Maaned. Ja, Madam Lefrançois, hver Maaned en dygtig Aareladning i Politiets og Sædelighedens Interesse.
— Saa ti dog stille, Hr. Homais, De er ugudelig, De har ingen Religion.
— Jo, jeg har en Religion, udbrød Apotekeren, min egen Religion, og den er bedre end alle deres Abekattestreger og Fixfaxerier. Jeg tilbeder netop Gud, jeg troer paa et høieste Væsen, paa en Skaber, hvem det saa er, det er mig ligegyldigt, som har sat os hernede, for at vi kan opfylde vore Pligter som Borgere og Familiefædre, men jeg behøver ikke at gaae i Kirke, kysse Sølvfade og fede en Skare Galgenfugle af min Lomme, der lever bedre end vi andre. Man kan hædre ham ligesaa godt i en Skov, paa en Mark eller blot ved at betragte Æterens Hvælving som de Gamle. Min Gud er Sokrates', Franklins, Voltaires og Bérangers Gud. Jeg holder paa „Savoyardpræstens Troesbekjendelse”[1] og paa de udødelige Principer fra 89. Derfor kan jeg ikke troe paa en skikkelig Spidsborgergud, der spadserer om i sin Have med en Stok i Haanden, indlogerer sine Venner i Hvalfiskes Bug, døer med et Skrig og staaer op igjen efter tre Dages Forløb. Ting, som i og for sig er absurde og forøvrigt strider mod alle Fysikens Love, hvad der i Forbigaaende beviser os, at Præsterne stadig har sølet sig i en skammelig Uvidenhed, hvori de bestræber sig for at drage Folkene med ned.
- ↑ S. en Figur hos Rousseau, O. A.
